Amin

Det er ikke let at vaere barn i afrika i saerdeledeshed ikke hvis man lider af et handicap. Der er omtrendt 460 elever paa Remi skole, og man finder meget hurtigt sine favoritter. Amin var blevet mit hjertebarn. Han udviklede sig mere og mere fra dag til dag. Jeg taenkte i starten at der maaske ikke var saa meget jeg kunne goere for ham, paa grund af hans handicap, men han begyndte at blive mere opmaerksom og mere og mere bevidst om hvem jeg var. Da han saa blev syg og han ikke var paa skolen blev jeg helt rastloes, meget af min tid gik jo med at passe ham. Det var i loerdags at jeg blev underrettet om hans doed. Det gjorde ondt helt ind til knoglerne. Jeg fandt ud af at han var 9 aar gammel, men hvad han doede af ved jeg ikke. Det der forfaerder mig mest er den ligegyldighed der blev vist fra det oevrige personale paa skolen.
Det er boern som Amin der bliver overset, og saadan boer det ikke vaere. Jeg soerger over hans doed og jeg ville oenske at jeg kunne have haft mulighed for mere tid sammen med ham. I Nigeria er oftes saadan at hvis en familie faar et handicappet barn, saa holder de det indespaarret af frygt for hvad omverdnen vil sige. Men jeg haaber og tror at Amin havde det godt derhjemme og at han var elsket af sin familie.
Mrs Bongi og hendes afdoede mand Mr Bongi er grundlaeggerne af Remi skole. Jeg snakker meget med deres soen Tanta. Han bor paa skolen ligesom os. I gaar da vi snakkede om Amin, fortalte han at det er en almindelighed at boern (I de fattige omraeder) doer foer deres 5 aars foedselsdag. Ikke alle spaedboern bliver vaccineret, da det jo koster penge. Hvor er det tragisk at taenke paa.