Hjemme i Danmark.

Det er omtrendt 14 dage siden jeg forlod Nigeria, og selv efter disse dage, føler jeg ikke at jeg er kommet hjem endnu. Jeg savner Remi og dagdrømmer ofte om at være tilbage til vores stue med den roterende propel i loftet, og larmen fra de mange børn i skolegården. Jeg har efterladt en del af mig selv i Nigeria, og jeg tror aldrig jeg får den igen. Det har været en hel fantastisk oplevelse, og det er nok derfor det er så svært at give slip. Det er muligt at vi er rige i Danmark, men de fleste er bare fattige folk med penge. Der er så mange ting vi kan lære fra andre mennesker og andre kulturer, man skal bare åbne øjnene. Jeg har aldrig oplevet så meget rigdom som hos folket i Nigeria. De er rige på smil, gæstfrihed og ikke mindst ærlighed.




Denne rejse har giver mit liv perspektiv og den har fået mig til at undre over, hvorfor verden ser ud som den gør trods der findes så mange kloge. Jeg har nydt hver eneste dag som volontør, og jeg vil glæde mig til næste gang, for jeg er ikke færdig med Nigeria endnu.

Yan Kari

Vi tog afsted til Yan Kari lørdag og kom hjem om mandagen. Efter en lang køretur på omtrendt 7 timer blev vi indstalleret på nogle meget fine værelser med aircondition, træk og skyl, bruser og et køleskab. Det rene luksus. Yan Kari er et af de få steder i Nigeria hvor turistme er en salgsvare. Her kan man komme på Safari, spise på en "fin" nigeriansk restaurant (Hvis de altså har mad i køkkenet) og ikke mindst bade i wiki warm spring. Dette er en naturlig varm kilde hvor bavianerne svinger sig fra gren til gren over vandet. Hvis man er heldig kan man tidligt om morgenen, hvor luften endnu er en smule kølig, bade i det varme vand og lytte til løvernes brøl fra savannen. Apropo bavianer, så skal man ikke lade sig narre af det uskyldige udseende. De stjæler alt hvad de kan komme til, og de sniger sig ind på ens værelse hvor de roder alt igennem og laver balde aftryk på ens lagen. En bavianrøv er ikke just diskret, så det er ret tydeligt at få øje på det sted de har siddet. Jeg har også oplevet at de kan være ret så agressive. En eftermiddag hvor pigerne og jeg bader i den varme kilde, bliver vi pludselig omringet af bavianer. I et forsøg på at rede hvores egendele fra en bavian bliver jeg næsten angrebet. Heldigvis kom Bullus, hvores chaffør, til undsætning i samme øjeblik. Bavianer har kun respekt for mænd, men hvad skulle jeg gøre? Den havde nær snuppet Sussies trusser;)

Tantille

Denne weekend (loerdag - tirsdag) stod paa en masse oplevelser i Afrikas storslaet natur og primitive boliger. Vi tog afsted fra Remi loerdag morgen med hoejt humoer. Vi dansede i bilen hele vejen til Tantille bokstaveligttalt. Det kunne ikke undgaas paagrund af de mange ujaevnheder i vejen, men morsomt var det. Milkshake blev loerdagens joke:) Et fladt daek haendte da ogsaa af og til. Huset vi boede i var noget for sig. Intet koekken, intet toilet, intet lys men en 2 personers seng og et bord som soveplads til 5 mennesker. Maiken valgte at sove paa bordet da hendes hud er for sart til moelaedte og stoevede madresser. Byens praestekone lavede mad til os om aftenen (ellers stod menuen paa kiks, havregryn med varmt vand og mangoer) og toilettet matte vi vaere kreative med. Der blev gravet nogle huller, og lommelygterne blev fundet frem. Sarthed ville man ikke komme langt med. Alt dette er jo kun luksus problemer og naar det kom til stykket saa blev det hele bedre af at stedet var saa smukt. Bjerge, baobab og mangotraer, lerhytter og dejlige mennesker var kun en del af skoenheden. Mandag stod paa bjergbestigning og et moede med de charmerende landsbyer i bjergene hvor menneskene gaar med blade som eneste beklaedninggenstand. Turen opad bjerget kraevede ben og baldemuskler, men vi klarede det alle sammen. Nogle mere traette end andre. Heldigvis er vi gode til at holde hinanden ved hoejt humoer og nu er vi en oplevelse rigere:)

LCCN

Mandag og onsdag eftermiddag underviser Sussie og jeg i Creative Art paa LCCN skolen her i Yola, Junior Sekundary Scool. Det er boern paa hendholdsvis 14-17 aar. Det er noget helt saerligt at undervise paa en Nigeriansk skole. For det foerste er standarden i klasselokalerne ufattelig ringe. Tavlerne kan ikke viskes rene for kridt, og kridtet er saa daarligt at man ikke kan skrive med det. Der er ikke saa meget lys i lokalerne, men det vender man sig til. Det sjove ved at undervise i kunst er at man udfordrer eleverne i at bruge deres fantasi, for at kunne lave noget kreativt. Problemet er bare at fantasi er noget nigerianske boern er i stor mangel af. En dag gav vi dem som opgave at tegne et billede af dem selv og noget de godt kunne lide. Som eksempel viste jeg dem et billede jeg havde tegnet af mig selv og en buket blomster. Resultatet blev at alle tegnede dem selv og en blomst. De troede altsaa at de skulle tegne det eksempel jeg gav dem. De er ikke vandt til at have frie toejler, men til at modtage ordrer. Saa det er en udfordring at faa dem til at taenke selvstaendigt, men baade Sussi og jeg proever ihaerdigt:)

Amin

Det er ikke let at vaere barn i afrika i saerdeledeshed ikke hvis man lider af et handicap. Der er omtrendt 460 elever paa Remi skole, og man finder meget hurtigt sine favoritter. Amin var blevet mit hjertebarn. Han udviklede sig mere og mere fra dag til dag. Jeg taenkte i starten at der maaske ikke var saa meget jeg kunne goere for ham, paa grund af hans handicap, men han begyndte at blive mere opmaerksom og mere og mere bevidst om hvem jeg var. Da han saa blev syg og han ikke var paa skolen blev jeg helt rastloes, meget af min tid gik jo med at passe ham. Det var i loerdags at jeg blev underrettet om hans doed. Det gjorde ondt helt ind til knoglerne. Jeg fandt ud af at han var 9 aar gammel, men hvad han doede af ved jeg ikke. Det der forfaerder mig mest er den ligegyldighed der blev vist fra det oevrige personale paa skolen.
Det er boern som Amin der bliver overset, og saadan boer det ikke vaere. Jeg soerger over hans doed og jeg ville oenske at jeg kunne have haft mulighed for mere tid sammen med ham. I Nigeria er oftes saadan at hvis en familie faar et handicappet barn, saa holder de det indespaarret af frygt for hvad omverdnen vil sige. Men jeg haaber og tror at Amin havde det godt derhjemme og at han var elsket af sin familie.
Mrs Bongi og hendes afdoede mand Mr Bongi er grundlaeggerne af Remi skole. Jeg snakker meget med deres soen Tanta. Han bor paa skolen ligesom os. I gaar da vi snakkede om Amin, fortalte han at det er en almindelighed at boern (I de fattige omraeder) doer foer deres 5 aars foedselsdag. Ikke alle spaedboern bliver vaccineret, da det jo koster penge. Hvor er det tragisk at taenke paa.

Billeder

Tropisk dyreliv

Den foerste kakkerlak blev forleden lokaliseret paa mit badevaerelse. Store edderkopper, firben og gekkoer har man ligesom vaennet sig til, men naar man sidder paa toilettet og lyset gaar ud, har man ikke lyst til at der kravler en stor kakkerlak hen over ens foedder. Og jeg mener stor. Den var omtent 2,5 cm lang og det er eksklusiv foelehaarn. Vi har til husholdningen koebt et par daaser insektspray, kaldt RAMBO. Navnet siger sig selv. Det er staerke sager;) I saa fald, jeg fatter en daase RAMBO og jagter kakkerlakken med sproejtemidlet indtil jeg hoerer dens sidste aandedrat. Nuvel, jeg brugte maaske hele daasen, men kakkerlakker har jeg ikke flere af:)